Krabbesholm Exhibition 2010

Alge Eksperimet nr. 2

Om Nørreport-pdf'en

Nørreport projektet:
Efter at have skimmet pdf’en om Nørreport konkurrencen igennem.
Oplægget retfærdiggør projektet på tre hovedpunkter:
- Praktisk, Nørreport er svært tilgængeligt, ikke overskueligt og irrationelt i sin opbygning
- Præstigemæssigt, Nørreport skal være bæredygtigt, København skal være nummer et
- Æstetisk/miljømæssigt, Nørreport skal have et fornyet miljø omkring stationen

Som bruger af Nørreport, kan jeg tale med om de forskellige praktiske forbedringer, umiddelbart har jeg ikke noget problem med at komme rundt, men der er til tider megen trafik. Jeg har valgt at kalde bæredygtighedsdelen for præstigemæssig, for jeg ser den ikke som andet, oplægget nævner selv Københavns brand, og det er mit indtryk at det er det, der er drivkraften for visionen om bæredygtighed, frem for visionen i sig selv. Det æstetiske kommer især til udtryk i forbindelse med begrebet ”det gnidningsfri rum”, dette er et forholdsvist gammelt begreb, der strækker sig tilbage til modernistisk byplanlægning, og har i den sammenhæng en snært af utopisk forestilling; den gnidningsfri utopi, er den, hvor ingen nogensinde møder nogen form for modstand, distraktion på færden. I Nørreport-tilfældet er færden betonet af en form for A til B bevægelse, altså en rent funktionel bevægelse hos folk. På Nørreport svinger man ikke bare tilfældigvis forbi McDonalds eller Botanisk Have, det er et led i planen, og vejen er fuld af gnidninger. Det der siden de første forestillinger om det gnidningsfri rum er kommet til, er et element af konsumerisme. Det er en uomtvistelig del af bevægelsen igennem byrummet, at man bliver tillokket af forskellige produkter, man kan erhverve sig. Det bliver en integreret del af byens økonomi, og miljø. Denne form for miljø finder man fortrinsvist i det, oplægget beskriver som middelalderkvarteret. Problemet skal så forstås, at Nørreport fungerer som en dårlig forlængelse af dette miljø. Nørreport skal ikke i sig selv være en god overgang til forbrugsmiljøet, men skal fungere som en effektiv rampe hertil. Jeg tvivler på at en stigende adgang til åndehuller som Botanisk Have og Ørstedsparken er nødvendig; folk ved jo i forvejen når de er på hen til de steder, det er Nørreports logik. Men en tendens, der bl.a. tidligere har givet sig til kende i kommunens behandling af cruiser-områderne i Ørstedsparken, og som man fx kan se i renoveringen af Folkets Park, er, at disse fornyelser og den tænkning man gør i forhold til gnidningsfri zoner og gennemskuelighed i det offentlige rum er bundet op på en stor grad af kontrol. Dette er den kritiske læsning af de problemstillinger oplægget stiller til Nørreport: det er en ukontrollerbar zone. Om Nørreport-området er rodet, rent trafikalt, om det er en opgave i sig selv at finde frem til bussen er, efter min egen erfaring, et spørgsmål om vane, derudover er rod i trafikken ikke noget, der findes på hverdagsplan, da trafikanter som regel finder et fælles mønster, en fælles norm (fx er der meget lidt forskel på folks adfærd om lyskurvene fungerer, eller er under reparation, viser min erfaring). Det der er utilfredsstillende ved denne norm er at det ikke er en kontrolleret norm, simpelthen fordi den ikke skabt igennem byplanlægningen. Den forekommer gnidningsfri for mig, der altid cykler tværs igennem hele mylderet, men den er ikke gnidningsfri i strukturen. Det vil sige der opstår sprækker og revner, hvori der kan opstå grobund for forskellige vækster, det være sig folk der tigger eller lommetyve, som man i samfundets forståelse ikke bryder sig om af forskellige årsager. Udover det er det også i mine øjne i disse sprækker der mulighed for at den ”almindelige” bruger af området kan så diverse gevækster, kan starte en trend, kan opføre sig uden for den generelle norm, kan starte nye relationer, som ikke kan startes i andre rum. Det er, i mine øjne, den mørke side af kontrollen og det gnidningsfri, at disse sprækker bliver lukket.



Jeg har læst om det gnidningsfri rum i: ”Utopias in Architecture”, af Nathaniel Coleman, og om sprækker i byrummet bl.a. i ”Articulating the cracks in the world of power”, af 16 Beaver Group og Brian Holmes

Field Work

Det er ikke en anmeldelse, men jeg synes der er en sjov forskel mellem bæredygtighed, som bliver brugt i ordets betydning, eller vugge-til-vugge, som er udstillingens referencepunkt fra koratorernes side, tilsyneladende, og til bygningsprojeker, der har påklistret en masse grønne planter i modellerne, og nogle solceller på taget. Selvfølgelig er disse gode forslag, ingen dårlige forslag, men de støtter ikke op om vugge-til-vugge tankegangen, eller "food is waste", som er et andet slogan, der går igen. For det kræver en konsekvens der er udover nogle enkelte interventioner i det vi allerede laver. "Vil arkitekten det samme som beboeren", er et godt spørgsmål stillet. Men vil finansieringen det samme som beboeren, eller arkitekten? Der er ingen tvivl om at når øko/bæredygtigheds-boomet rammer lige nu, er det ikke et tilfælde, både fordi at øko-krisen er manifesteret som en krise, i det offentlige sprog (lang tid undervejs), men også fordi finanssystemet har manifesteret sig selv som et system, der konstant har brug boostere til at overleve. Det være sig i retorikken fra Thatcher & co.: "There is no alternative". Er det tankegangen som ligger i den baggrund, der skal finde midlerne til et arkitektproject, er det lige meget hvor bæredygtigt og utopisk miljøneutralt, det er. Den tanke ledte mig videre til begrebet, at finanskrisen er lige så vel en social krise, der opleves fordi finanskrisen er bundet op på en globalieseret markeds- og kreditkrise, altså bliver social og verdensomspændende på samme tid. Jeg kan kun se de ting hænge sammen med øko-krisen, når man begynder at tænke i løsninger, og det er dér jeg ikke gider tænke på kriser mere; men jeg forstår ikke udstillingens fokus på arkitektfirmaer, selvfølgelig er det en arkitektudstilling, det er klart, men når nu det faste referencepunkt er en bæredygtig, vugge-til-vugge, løsning på jordens undergang, som samtidig blander sig i en masse globale, sociale forhold og uligheder. Jeg tror jeg synes der er brug for en social del, eller måske bare et fokus på personen eller gruppen, der tager folk i den situation de er i og med de midler de har. For øko-krisen rammer til enhver tid, eller indtilvidere, folk på måder som ingen i statssystemet havde regnet med, og hvis de havde virker systemet for langsomt til at sætte ind tide. Så man skal bruge løsninger, der lader sig gøre nu og her. Det er noget vi kan tage videre, tænker jeg. Referencen vugge-til-vugge er en bog: Cradle to Cradle, som jeg tilfældigvis har, det er sjovt at hele udstillingen låner citater og slogans og koncepter fra bogen, men man kan ikke købe den i butikken. Ved ikke hvorfor, det stenede mig bare.

Cedric Price - Banham tekst